Introduktion: Hvad er autisme?
Autisme er en neurologisk tilstand, der påvirker den måde, en person interagerer med sin omverden på.
Også kaldet ASD (Autism Spectrum Disorder) eller "at være på spektret". Det kan være en udfordring at leve med autisme, da man ofte bliver overstimuleret og udmattet af sine omgivelser; en byge af høje lyde, skarpt lys og overvældende lugte kan hurtigt udløse en sensorisk overbelastning. Dette øgede niveau af følsomhed kan få selv de mest banale daglige opgaver til at føles som en herkulisk bedrift.
Uden en ordentlig diagnose kæmper mange personer med autisme med at forstå, hvorfor de føler sig anderledes, og de kan have svært ved at få adgang til de ressourcer og den støtte, de har brug for. Derfor ville jeg gerne dele min personlige historie om at vokse op uden diagnose - fra op- og nedturene til hvordan jeg endelig lærte at acceptere og omfavne den, jeg er. I håbet om, at det vil hjælpe alle med lignende problemer til at søge hjælp, for jo tidligere autisme bliver diagnosticeret, jo bedre er resultaterne som regel. Med den rette støtte kan personer med autisme lære værdifulde mestringsmekanismer og en bedre forståelse af symptomerne, som kan hjælpe dem hele livet.
I begyndelsen
At vokse op med udiagnosticeret autisme var en udfordring, som jeg ikke engang vidste, at jeg stod over for...
Da jeg blev ældre, blev det tydeligt, at jeg havde en anden måde at opfatte mine omgivelser på end mine jævnaldrende. Jeg havde selvbevidsthed nok til at bemærke forskellene, men manglede gennemsigtigheden til at se dem som andet end et problem, der skulle løses. Min selvbevidsthed om disse forskelle var mere skadelig, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Jeg fandt mig selv i at skabe en personlighed og identitet, der lignede mine jævnaldrende, men det fik mig kun til at føle mig isoleret og forvirret.
Sociale skævheder og maskering
Som de fleste andre kvinder, der voksede op med udiagnosticeret autisme, blev mine symptomer anset for at være adfærdsproblemer og ikke symptomer, der skulle behandles eller støttes. Det var ikke kendt som et spektrum af symptomer eller sameksisterende tilstande. Der var ingen milde symptomer. De børn, der ville have haft alvorlige nok symptomer til at blive diagnosticeret, var mænd eller ikke-verbale kvinder. Autisme var ikke et emne, der var let at tale om, uden at både børn og voksne brugte nedsættende udtryk.
Voksesmerter
Mine vanskeligheder med at opfange subtile signaler som kropssprog eller tonefald førte til misforståelser og sociale forhindringer. Derudover kunne min mimik og mit kropssprog ofte ikke formidle mine følelser præcist, så andre blev forvirrede over mine intentioner eller følelser. Som følge heraf led min akademiske præstation, og jeg kæmpede for at følge med mine jævnaldrende med hensyn til karakterer og klassedeltagelse. Jo ældre jeg blev, jo mere alvorlige blev mine symptomer og følgesygdomme. Det var først, da jeg var voksen, at jeg søgte svar på de vanskeligheder, jeg havde oplevet i årevis. At søge svar og støtte var det første skridt på min rejse mod at forstå og acceptere min neurodivergente identitet.
Voksenlivet: Vejen til diagnose og accept
Som voksen blev jeg diagnosticeret med social angst. Det gav mig en kort følelse af lettelse, da det forklarede mine overfladiske symptomer. Men efterhånden som jeg lærte mere om angst, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor det hele kom fra. Jeg stillede konstant spørgsmålstegn ved mig selv og mine behandlere og forsøgte at finde ud af, om der var en dybere årsag til min angst.
At finde et svar
Først vidste jeg ikke engang, hvad jeg skulle kigge efter, men jeg vidste, at noget var anderledes ved mig. Jeg kontaktede venner og familie og lavede lidt research. Til sidst fandt jeg folk, der fortalte om deres problemer og oplevelser online, og jeg genkendte mig selv i mange af de fælles træk og den adfærd, der er forbundet med de sygdomme, de talte om. Da jeg endelig fik en professionel diagnose, tog det ikke lang tid, før jeg fik diagnosen Aspergers. At have et navn til det, jeg oplevede, hjalp mig med at forstå, at jeg ikke var alene, og at der var ressourcer og støtte til rådighed for mig.
Forståelse og accept af en diagnose
I starten var det overvældende at acceptere min diagnose. Det var svært ikke at føle, at jeg ikke var blevet efterladt, eller at mine oplevelser på en eller anden måde var mindre gyldige, fordi jeg ikke havde fået en diagnose tidligere. Men med tiden indså jeg, at min diagnose forklarede så meget om mine tidligere kampe og gav mig en vej frem til at omfavne min neurodivergente identitet. Da jeg accepterede min diagnose, kunne jeg fokusere på at finde strategier, der kunne hjælpe mig med at håndtere mine udfordringer og hylde mine unikke styrker. Selvom min diagnose hjalp mig med at forstå mig selv bedre, fjernede den ikke de udfordringer, jeg stod over for.
Overvinde stigmatisering og omfavne neurodiversitet
En af de største udfordringer, jeg stod over for, da jeg accepterede min diagnose, var den misinformation og stigmatisering, der engang omgav autisme. Men efterhånden som jeg er kommet til at acceptere og omfavne min neurodivergente identitet, har jeg lært at nedbryde disse stigmaer ved at oplyse andre om, hvad det vil sige at være neurodivergent. Jeg deler mine erfaringer med andre, så snart jeg får chancen, og opfordrer dem til at stille spørgsmål og lære mere. Ved at være åben og ærlig har jeg været i stand til at hjælpe andre med at indse, at det at være neurodivergent er en naturlig variation af den menneskelige erfaring, ikke noget man skal frygte eller stigmatisere.
Opbygning af et støttenetværk og mestringsmekanismer
Heldigvis opdagede jeg, at der var ressourcer og støtte til rådighed, som kunne hjælpe mig med at navigere i udfordringerne ved at være voksen med autisme. Jeg udviklede mestringsstrategier og rutiner, som hjalp mig med bedre at håndtere mine symptomer. At deltage i støttegrupper, komme i kontakt med andre personer med neurodivergens og opsøge jobmuligheder, der fremmer og opmuntrer til lighed, har været nøglen til min succes. Jeg har fundet ud af, at opbygningen af et støttenetværk af accepterende jævnaldrende og allierede har været afgørende for min vækst og udvikling som et neurodivergent individ.
Konklusion
Endelig fejrer jeg min neurodiversitet ved at advokere for accept og inklusion af alle individer. Jeg mener, at alle har unikke styrker og svagheder, og at vores forskelligheder bør fejres, ikke stigmatiseres. Ved at arbejde for at skabe et mere inkluderende samfund, der værdsætter og omfavner neurodiversitet, kan vi skabe en verden, hvor alle kan trives.
Det kan være udfordrende at vokse op med udiagnosticeret autisme eller en hvilken som helst anden tilstand, men det er vigtigt at huske, at en diagnose kun er begyndelsen. Med den rette støtte, ressourcer og forståelse kan personer med autisme trives på alle områder af livet. At dele personlige historier som denne og advokere for accept kan hjælpe med at nedbryde stigmatisering og opbygge et mere inkluderende samfund for alle. Uanset om du selv er på autismespektret eller kender nogen, der er, er det vigtigt at huske, at vores forskelle er det, der gør os unikke og værdifulde medlemmer af samfundet. Så lad os omfavne mangfoldigheden og fejre alle de vidunderlige ting, der gør os til dem, vi er.
