Introduktion: Hvad er autisme?
Autisme er en neurologisk tilstand, som påvirker den måde, en person interagerer med verden omkring sig på.
Omtales også som ASD (autismespektrumforstyrrelse) eller "at være på spektret". Det kan være en udfordring at leve med autisme, da man ofte bliver overstimuleret og udmattet af sine omgivelser; en strøm af høje lyde, skarpe lys og overvældende lugte kan hurtigt udløse en sensorisk overbelastning. Denne øgede følsomhed kan få selv de mest banale daglige opgaver til at føles som en herkulisk bedrift.
Uden en ordentlig diagnose kæmper mange personer med autisme med at forstå, hvorfor de føler sig anderledes, og det kan være svært at få adgang til de ressourcer og den støtte, de har brug for. Derfor ville jeg gerne dele min personlige historie om at vokse op uden en diagnose - fra op- og nedture til, hvordan jeg endelig lærte at acceptere og omfavne den, jeg er. I håb om, at det vil hjælpe andre med lignende problemer til at søge hjælp, for jo tidligere autisme bliver diagnosticeret, jo bedre er resultaterne som regel. Med den rette støtte kan personer med autisme lære værdifulde mestringsmekanismer og en bedre forståelse af symptomer, som kan hjælpe dem gennem hele livet.
I begyndelsen
At vokse op med udiagnosticeret autisme var en udfordring, som jeg ikke engang vidste, at jeg stod over for...
Da jeg blev ældre, blev det tydeligt, at jeg havde en anden måde at opfatte mine omgivelser på end mine jævnaldrende. Jeg havde selvbevidsthed nok til at lægge mærke til forskellene, men manglede gennemsigtighed til at se dem som andet end et problem, der skulle løses. Min selvbevidsthed om disse forskelle var mere skadelig, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Jeg tog mig selv i at skabe en personlighed og identitet, der lignede mine jævnaldrendes, men det fik mig kun til at føle mig isoleret og forvirret.
Social bias og maskering
Som de fleste andre kvinder, der voksede op med udiagnosticeret autisme, blev mine symptomer betragtet som adfærdsproblemer og ikke som symptomer, der skulle behandles eller støttes. Det var ikke kendt som et spektrum af symptomer eller sameksisterende tilstande. Der var ingen milde symptomer. De børn, der havde alvorlige nok symptomer til at blive diagnosticeret, var mænd eller nonverbale kvinder. Autisme var ikke et emne, der var let at tale om, uden at der blev nævnt nedsættende udtryk fra både børn og voksne.
Vokseværk
Mine vanskeligheder med at opfange subtile signaler som kropssprog eller tonefald førte til misforståelser og sociale forhindringer. Desuden kunne min mimik og mit kropssprog ofte ikke formidle mine følelser præcist, så andre blev forvirrede over mine intentioner eller følelser. Det gik ud over min akademiske præstation, og jeg kæmpede for at holde trit med mine jævnaldrende med hensyn til karakterer og deltagelse i undervisningen. Jo ældre jeg blev, jo mere alvorlige blev mine symptomer og følgesygdomme. Det var først, da jeg var voksen, at jeg søgte svar på de vanskeligheder, jeg havde oplevet i årevis. At søge svar og støtte var det første skridt på min rejse mod at forstå og acceptere min neurodivergente identitet.
Voksenlivet: Vejen til diagnose og accept
Som voksen fik jeg diagnosen social angst. Det gav mig en kortvarig følelse af lettelse, da det forklarede mine overfladiske symptomer. Men efterhånden som jeg lærte mere om angst, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor det hele kom fra. Jeg stillede konstant spørgsmålstegn ved mig selv og mine behandlere i forsøget på at finde ud af, om der var en dybere årsag til min angst.
At finde et svar
Først vidste jeg ikke engang, hvad jeg skulle kigge efter, men jeg vidste, at der var noget, der var anderledes ved mig. Jeg kontaktede venner og familie og lavede lidt research. Til sidst fandt jeg folk, der fortalte om deres problemer og erfaringer på nettet, og jeg genkendte mig selv i mange af de almindelige træk og adfærdsmønstre, der var forbundet med de lidelser, de talte om. Da jeg endelig fik en professionel diagnose, gik der ikke lang tid, før jeg fik diagnosen Aspergers. At have et navn for det, jeg oplevede, hjalp mig til at forstå, at jeg ikke var alene, og at der var ressourcer og støtte til rådighed for mig.
Forstå og omfavne en diagnose
I starten var det overvældende at acceptere min diagnose. Det var svært ikke at føle, at jeg ikke var blevet ladt i stikken, eller at mine erfaringer på en eller anden måde var mindre gyldige, fordi jeg ikke havde fået en diagnose tidligere. Men med tiden gik det op for mig, at min diagnose forklarede så meget om mine tidligere kampe og gav mig en vej frem til at omfavne min neurodivergente identitet. Da jeg accepterede min diagnose, kunne jeg fokusere på at finde strategier, der kunne hjælpe mig med at håndtere mine udfordringer og fejre mine unikke styrker. Selv om min diagnose hjalp mig til bedre at forstå mig selv, fjernede den ikke de udfordringer, jeg stod over for.
Overvind stigmatisering og omfavnelse af neurodiversitet
En af de største udfordringer, jeg stod over for, da jeg accepterede min diagnose, var den misinformation og det stigma, der engang omgav autisme. Men efterhånden som jeg er kommet til at acceptere og omfavne min neurodivergente identitet, har jeg lært at nedbryde de stigma ved at oplyse andre om, hvad det vil sige at være neurodivergent. Jeg deler mine erfaringer med andre ved enhver lejlighed og opfordrer dem til at stille spørgsmål og lære mere. Ved at være åben og ærlig har jeg været i stand til at hjælpe andre med at erkende, at det at være neurodivergent er en naturlig variation af den menneskelige erfaring og ikke noget, man skal frygte eller stigmatisere.
Opbygning af et støttenetværk og coping-mekanismer
Heldigvis opdagede jeg, at der var ressourcer og støtte til rådighed til at hjælpe mig med at navigere i udfordringerne ved at blive voksen med autisme. Jeg udviklede mestringsstrategier og rutiner, som hjalp mig med at håndtere mine symptomer bedre. Deltagelse i støttegrupper, kontakt med andre neurodivergente personer og opsøgning af beskæftigelsesmuligheder, der fremmer og opmuntrer til ligeværdighed, har alle været nøglen til min succes. Jeg har fundet ud af, at opbygningen af et støttenetværk af accepterende jævnaldrende og allierede har været afgørende for min vækst og udvikling som neurodivergent person.
Konklusion
Endelig fejrer jeg min neurodiversitet ved at være fortaler for accept og inklusion af alle individer. Jeg tror på, at alle har unikke styrker og svagheder, og at vores forskelligheder skal fejres, ikke stigmatiseres. Ved at arbejde for at skabe et mere inkluderende samfund, der værdsætter og omfavner neurodiversitet, kan vi skabe en verden, hvor alle kan trives.
Det kan være udfordrende at vokse op med udiagnosticeret autisme eller en anden tilstand, men det er vigtigt at huske, at en diagnose kun er begyndelsen. Med den rette støtte, ressourcer og forståelse kan personer med autisme trives på alle livets områder. At dele personlige historier som denne og slå til lyd for accept kan hjælpe med at nedbryde stigmatisering og opbygge et mere inkluderende samfund for alle. Uanset om du selv er på autismespektret eller kender nogen, der er, er det vigtigt at huske, at det er vores forskelligheder, der gør os til unikke og værdifulde medlemmer af samfundet. Så lad os omfavne mangfoldigheden og fejre alle de vidunderlige ting, der gør os til dem, vi er.
